Holdbeskrivelser for ÅSG 2020-2021

Du kan tilmelde dig online fra søndag 16. august. Holdene starter i uge 36 med mindre andet er nævnt.  
 

Børne- og ungdomshold

Forældre/barn 1-3 årige
Søndag kl. 10.00-11.00 - Broskolens gymnastiksal
Forældre/barn holdet er for børn i alderen 1-3 år og deres forældre, som har lyst til at lave en masse sjov gymnastik, sammen med en masse andre børn og forældre.

De første tre søndage er prøvetræninger, hvor I kan komme og prøve at lave gymnastik, inden I tilmelder jer. Hvis jeres barn ikke er fyldt et år endnu, men gerne vil starte til gymnastik, er I altid velkommen til at kontakte os og prøve at komme til en prøvetræning. Det samme gælder også, hvis jeres barn fylder fire år i sæsonen, men I gerne vil have et år mere på forældre/barn holdet.

Vi skal danse, synge, lave forskellige øvelser på redskaber, have styrket og udfordret vores sanser og motorik og en masse andre ting.

På forældre/barn holdet vil I som forældre, have mulighed for at være en aktiv del af jeres barns første møde med gymnastik. I vil sammen få sved på panden og et hyggeligt samvær med de andre børn og forældre.

I løbet af sæsonen vil vi arbejde hen mod et opvisningsprogram, som bliver bygget op af nogle af de lege og øvelser vi har lavet igennem sæsonen. Dette vil vi vise til ÅSG’s lokalopvisning i marts.

Sanne er pt. I praktik som pædagogstuderende og hun vil derfor ikke være der ret tit i september, oktober og november, men der skal I lave en masse sjov gymnastik sammen med Caroline. Men fra december til marts, vil Sanne være der til hver træning. Hun vil komme over og hilse på jer, til en af de første prøve træninger.

Sanne Yndgaard, 29 90 25 38
Caroline Hannibaldsen, 25 73 99 40
 
Spilopperne 4-5 årige
Torsdag kl. 16.45-17.45 - Broskolens gymnastiksal

Er du en super sej dreng eller pige, der er klar til at give den max gas? Så kom og pjat og hyg med os!
Du skal være så stor at du kan gå til gymnastik, uden din mor og far er i gymnastiksalen! (De er dog velkomne til at vente i omklædningsrummet, mens du laver gymnastik).

Du er velkommen uanset, hvor meget gymnastik du har lavet før. Vi elsker at få brændt en masse krudt af og løber, leger, danser, hopper og springer. Vi har det vildt sjovt!

Tina Ørbæk, tlf. 22 11 55 41

 
Krudtuglerne 5-6 årige
Onsdag kl. 16.30-17.30 - Broskolens Gymnastiksal
Holdet er for drenge og piger i alderen 5-6 år.
Vi har en instruktør på hånden, men mangler pt. en voksen hjælper/sparringspartner til dette hold, for at vi kan få det op at stå. Er du frisk på at hjælpe - så skriv til formand@aasgf.dk hurtigst muligt. 
 
 
MixSpring I -  1.-3. klasse
Onsdag 17.45-19.15 - Midtfyns Efterskoles hal 
MixSpring II -  fra 4. klasse og op
Onsdag 18.30-20.00 - Midtfyns Efterskoles hal 
MixSpring 1 og 2 er to springhold for både piger og drenge. Alderen er ikke en absolut grænse, da vi også laver individuelle vurderinger for hvornår en gymnast er klar til flere udfordringer. Vi forsøger at skabe en sammenhæng fra Mixspring 1-3 kl. og videre til MixSpring 4 kl og op således, at gymnasterne oplever en rød tråd i de færdigheder, de undervises i.

Holdene er for alle, både hvis du er nybegynder eller øvet. Det, vi sætter højest, er, at du har lysten til at være med og lysten til at lære. Vi har 3 grundregler, som vi altid træner efter og de er i klart prioriteret rækkefølge:

  1. Sikkerhed, sikkerhed, sikkerhed – vi hader skader, og vi forebygger alt hvad vi kan
  2. Det skal være sjovt at gå til gymnastik
  3. At du som gymnast vil lære noget
Når vi nærmer os opvisningerne, vil vi også benytte os af at have alle gymnasterne samlet, men det giver vi besked om til den tid.
 
MixSpring I er for piger og drenge i 1. til 3. klasse. På MixSpring 1 bliver du undervist i grundfærdigheder til spring som vejrmølle, rundat (araberspring), salto, kraftspring og flikflak, og vi arbejder videre med grundmotorikken og de tekniske færdigheder. Her vil leg stadig være i fokus, og alle de "kedelige" motorik- og teknik-øvelser bliver skjult i diverse lege og historier. Målet er at lære at lave færdige enkeltspring. Sikkerhed er i fokus, og ingen bliver presset til, eller får lov til at afprøve spring, de ikke er klar til.
 
MixSpring II er for piger og drenge, der går i 4. klasse og opefter. Her skal vi arbejde med en masse forskellige spring - og derudover lægger vi ekstra vægt på styrketræning, der er en forudsætning for at kunne springe. Det er bare er sjovere at springe, når man er stærk nok til at holde sin egen vægt på armene og spænde maven.

Ud over de normale træninger planlægger vi et par træninger i springcenter i løbet af sæsonen. Holdets instruktører er en blanding af erfarne og unge instruktører, men fælles for os alle er, at vi arbejder hårdt på at lave sjove og lærerige træninger med mange sikre spring.

Men for at det lykkes, er det vigtigt, at alle gymnaster hører efter, hvad der bliver sagt, og opfører sig ordentligt over for hinanden. Det forventer vi at alle forældre støtter op om.

Vi forventer derudover, at I forældre hjælper med små opgaver, når det bliver nødvendigt i løbet af sæsonen. Det kan f.eks. være at flytte redskaber før og efter vores lokalopvisning.

Silvia Harder Nielsen, tlf. 21 37 47 12
Dorthe Larsen, tlf.
Anders Elkær Jensen, tlf. 29 82 87 18

Rytme og dans I -  0.-3. klasse
Torsdag kl. 17.00-18.00 - Årslev Hallen
Går du i 0.-3. klasse og elsker du at danse og bevæge dig til musik? Så er det her hold lige noget for dig! Vi øver grundgymnastik, mixer det op med noget mere moderne, lærer håndredskaber at kende, har det super sjovt - og ikke mindst lærer vi et super opvisningsprogram.
Mathilde Stidsen, tlf. 50 50 51 45
Karoline Pedersen, tlf. 51 40 00 84
 
 
Rytme og dans II - 4.-6. klasse
Onsdag kl. 17.00-18.30 - Årslev Hallen 
På Rytme og dans 2 kommer du til at lave en masser lækker gymnastik og dans. Blandt andet skal vi arbejde med grundgymnastik, over gulv, gulvarbejde og en masse lækker mimik og udtryk. For at vi alle kommer i mega god form, kommer vi også til at lave en masse styrke og smidighedstræning.

Selvfølgelig skal der også være plads til en masse skæg og ballade og have det for fedt.

På holdet er der plads til alle, uanset om du har lavet gymnastik eller andet sport før.
Jeg forventer, at du kommer med det gode humør og en positiv indstilling og er klar på at blive udfordret og lære en masse. Vi skal i løbet af sæsonen arbejde os hen i mod et flot opvisningsprogram, som vi skal fyre af i marts måned.

Rytme og dans 2 skal cirka til 4-5 opvisninger. Kom frisk - kom glad, jeg glæder mig til at se jer.

Bemærk at prisen er inkl. opvisningstøj

Anne Theil, tlf. 20 36 99 15
 
ÅSG Junior Piger fra 7. klasse
Onsdag kl. 18.30-20.30 - Årslev Hallen
ÅSG Junior Piger er for dig, der gerne vil udforske, udtrykke, fordybe og bevæge sig gennem gymnastikken. På holdet vægtes det sociale meget højt både til træninger og diverse ekstraarrangementer, så der er rig mulighed for at knytte nye bånd til andre, også selvom du ikke kender nogen i forvejen.Vi sørger nemlig for, at holdets sociale sammenhold bliver styrket bedst muligt på kryds og tværs af skoler, klassetrin og andre bekendtskaber. Alle gymnaster er velkomne, uanset om du er nybegynder eller øvet.

Du skal bare have mod på at tage udfordringer op, udvikle dig og have det sjovt.
I denne sæson vil vi fokusere på, at vi giver pigerne et bredt indblik i gymnastikkens mange muligheder, samt give en solid base i form af teknik. Pigerne vil i løbet af sæsonen blive præsenteret for et håndredskab, forskellige dansegenre og andet godt. Træningerne vil derudover være fyldt med god energi og masser af sved på panden.

Vi, som trænere, vil arbejde målrettet mod opvisninger, og forventer derfor også, at gymnastikken bliver en prioritet hos dig. I løbet af sæsonen vil vi bestræbe os på at holde både weekendtræninger med overnatning, men også ekstratræninger.

De første 3 træninger er åbne, så her er alle mere end velkomne til at kigge forbi.

Bemærk at prisen er inklusiv opvisningtøj.

Cecilie Ørbæk Hviid, tlf. 22 62 93 98
Nanna Sikora, tlf. 51 80 28 85

 
 

Voksenhold

 

Die Frauen
Mandag kl. 18.00-20.00 - Midtfyns Efterskole

 

Smil - grin - sved - masser, masser, masser af gymnastik!

Dette hold er for dig, der godt kan lide at lave rytmisk gymnastik, dans, styrketræning og samtidig have det sjovt. I løbet af de to timer, kommer vi hele kroppen igennem og i opvarmningen laver vi både almindelig grundgymnastik, styrketræning og små rytmiske sammensætninger, som berører forskellige musik og bevægelsesgenrer.

 

Målet for sæsonen er, at få lært et fuldt opvisningsprogram, som vi kan vise ved forårets 3-4 opvisninger. Holdet er for ALLE, som har lyst til at lave rytmisk gymnastik, uanset om du er erfaren gymnast eller aldrig har lavet gymnastik, men fælles for os alle skal være, at vi har lyst til at arbejde benhårdt for at lære det, at vi elsker at bevæge os til musik og at vi alle har godt humør på imens.

Holdet spreder sig over en bred aldersgruppe med spredning i hvor erfarne/uerfarne gymnasterne er, men med en dejlig dynamik og festlig stemning, som lige præcis er kendetegnende for dette hold. Så har du lyst til at få sved på panden, udfordre din motorik og bevægelsesevne og ikke mindst få et godt grin - så er det her nok holdet for dig.

 

Vel mødt til jer alle - vi glæder os til at komme i gang med en ny sæson. Der må påregnes ekstraudgift til opvisningstøj og redskaber, lige som der også bliver et par ekstra træningsgange, som ligger på andre ugedage end mandag.

Tina L. Magaard, tlf. 29 78 15 85

Rikke Christiansen, tlf. 22 30 30 72
 

Yoga
Torsdag 18.30-20.00 - Husmandsstedet - HOLDET STARTER I UGE 37

YOGA FOR KROP OG SIND -Kom med og vær med til halvanden times nærvær på yogamåtten. Gennem kropslige øvelser, åndedrætsøvelser og forskellige meditationsteknikker får du mulighed for at lære dig selv bedre at kende.

Igennem sæsonen udforsker vi forskellige temaer. Det kan være bestemte dele af kroppen fx hofter, ryg, arme, fødder mm det kan være vejrtrækningen streches eller forskellige måder at holde mentalt fokus.Holdet henvender sig i princippet til alle. Er du i tvivl om det er noget for dig, så ring eller skriv gerne til mig :).

Medbring egen yogamåtte (grundet Covid-19), vand, tæppe og evt. pude og yogaklods.

Der er plads til 20 deltagere på holdet - tilmelding efter først til mølle.

Yogainstruktør Maria R. Christensen, tlf. 26 81 43 25

 
Qigong M/K
Tirsdag kl. 17.30-19.00 - Husmandsstedet - HOLDET STARTER I UGE 37

Har du ofte tankemylder, svært ved at sove om natten og føler dig stresset?

Ved du, hvor vigtigt det er at trække vejret ordentligt, men har for travlt i hverdagen til at fokusere på det?
Føler du dig tit træt og stiv i kroppen – en fornemmelse af at være ”rusten” og uoplagt?
Så er qigong (udtales tjigång) måske lige det, der vil være godt for dig!
Qigong er mindfulness i bevægelse og kaldes også kinesisk yoga. Qigong har været kendt og anvendt i flere tusind år i Kina og kombinerer en fuld kropstræning med mindfulness – en meget blid, nænsom og afslappende motionsform, der styrker og afstresser krop og sind.
Qigong laves stående eller siddende. Vi arbejder med enkle øvelser, som består af langsomme bevægelser, åndedræt og tankekoncentration. Målet er at afbalancere vores energi i kroppen - vores qi, således at vi føler os mere i harmoni og balance.
Hver undervisningsgang består af en opvarmningsdel, forskellige fordybelsesøvelser/serier, hvor vi kommer hele kroppen igennem, og træningen afsluttes med en meditation.
Holdet henvender sig til alle – både mænd og kvinder. Der kræves ingen særlige forudsætninger for at deltage.
Kom i behageligt tøj og medbring evt. drikkedunk.
Bemærk at holdet starter i uge 37.


Marianne Gaarde Hansen, tlf. 24 48 78 90
 
Crossdance
Tirsdag kl. 17.00-18.00 - Broskolens Gymnastiksal - HOLDET STARTER UGE 37
 
Crossdance er for dig, der kan lide at danse. Det er en modul-opbygget time der består af:
Dans, bodytoning, cardio og til slut balance og udstrækning.
Alle kan være med. Simple koreografier til musik du kender fra radioen.
Man forbrænder masser af kalorier og endofinerne får frit løb. Crossdance: "We don't sweat - we sparkle"
Håber vi ses.
Dorte Kærby - Tlf. 30 26 73 72
 
Motionsherrer
Tirsdag kl. 18.15 - 19.15 - Broskolens gymnastiksal - HOLDET STARTER UGE 38
Rigtige mænd går til gymnastik!
Her er et hold for mænd, som har lyst til (og behov for) at få lidt motion mindst en gang om ugen. Vi arbejder med styrke, smidighed, udholdenhed, afspænding og udstrækning, som godt kan give sved på panden. Alle kan være med.
Gymnastik er en dejlig måde at få motion på…! Så kom og vær med. 
Jørgen Jensen, tlf. 26 70 23 19
 
Seniordamer
Mandag kl. 15.45-16.45 - Årslev Hallen
Et motionshold for damer, der har mulighed for at gå til gymnastik i dagtimerne.
Vi arbejder med grundtræning, små serier, lette danse, afspænding og måske håndredskaber, alt sammen til musik. Alle kan være med, og holdet er god til at tage mod nye deltagere. Vi gør meget ud af at have et godt socialt samvær.
Du er velkommen til at kontakte undertegnede for yderligere information.
Karen Jørgensen, tlf. 65 97 25 14
 
 
 

Nyheder

Loading