Vores forening er desværre blevet udsat for organiseret telefonsvindel den 23.04.2025. Professionelle og systematiske svindlere har formået at manipulere og franarre os en stor del af foreningens midler, over 400.000 kr. Vi vil gerne understrege, at ingen i foreningens bestyrelse har foretaget sig noget i ond tro – der er tale om, at et medlem af foreningen er blevet udsat for grov og udspekuleret psykologisk kriminalitet.
Vi har naturligvis anmeldt sagen til politiet og er i tæt dialog med vores bank og relevante myndigheder, og vi afsøger alle muligheder for at få så mange af pengene tilbage som muligt.
Det økonomiske tab betyder, at penge som var øremærket til aktiviteter, kurser, nye redskaber mm. er væk. Vi ved endnu ikke hvad det kommer til at betyde for vores forening, men vi vil gøre alt hvad vi kan for at komme videre. Det er vigtigt for os, at I som instruktører og medlemmer er informeret og trygge i, hvordan vi håndterer situationen.
Den person som der har været offer for denne forbrydelse, er meget påvirket af hvad der er sket og vi har naturligvis tilbudt psykologhjælp til pågældende. Vi har fået hjælp af DGI til at håndtere både de juridiske og menneskelige aspekter af denne sag.
Vi er dybt berørte. Det er en hård tid, men vi vil kæmpe. Vi er både vrede og rystede over at nogen gør dette mod de frivillige i foreningslivet.
Foreningen vil gerne bruge denne ulykkelige situation til at advare mod og rette opmærksomhed på de mange svindelforsøg, der foregår. Disse svindelforsøg er efterhånden af så professionel karakter, at mange privatpersoner, virksomheder og foreninger desværre bliver ramt.
Så snart vi har nyt i sagen vil I blive informeret.
Tak fordi I er en del af vores fællesskab – og tak for jeres engagement og indsats, især i tider som disse.
På bestyrelsens vegne
Maria Illum Haugsted
Bestyrelsesformand ÅSG